Alvorlig hændelse i Badesøen lørdag
Lørdag den 11. juli var en 8-årig dreng involveret i en drukneulykke i Badesøens svømmeområde. Drengen blev hurtigt reddet op og har det efter omstændighederne godt
Drengen sank til bunds i den dybe ende af bassinet, men vores tilstedeværende livreddere reagerede straks, og drengen blev hurtigt lokaliseret og reddet op af vandet.
Ved redningen var drengen kortvarigt bevidstløs, men livredderne på stedet fik hurtigt kontakt med ham igen og stabiliserede hans tilstand. Som en sikkerhedsforanstaltning blev han efterfølgende kørt til hospitalet til observation.
Vi er i kontakt med drengens familie og er glade for at kunne oplyse, at drengen efter omstændighederne har det godt. Det har været en alvorlig hændelse, som naturligt har gjort indtryk på både gæster og medarbejdere. Vores tanker er hos drengen og hans familie.
Vi vil samtidig gerne anerkende den hurtige og professionelle indsats fra de involverede livreddere. Deres reaktion og samarbejde var afgørende for det videre forløb.